VEDTÆGTER LYNGBY-TAARBÆK

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Watersport Lyngby-Taarbæk og er stiftet den 03. februar 2020. Foreningen har hjemsted i Lyngby-Taarbæk Kommune. 

§ 2 Formål

Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og færdigheder i vandsportsidrætter og sejlsport; herunder Windsurf, Kitesurf, Stand Up Paddle (SUP), Surfing, Livredning, og Kajak, og herigennem fremme interessen for disse samt udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage del i foreningen.
Derudover ønsker foreningen at fremme sundhed, trivsel og svømmesport gennem vinterbadning, havsvømning og issvømning, samt skabe et fælles rum for samvær.

Dette gøre ved;

  • Afholdelse af almennyttige aktiviteter
  • Ugentlige holdtræninger
  • Arrangere kapsejlads og sociale arrangementer
  • Arrangere øvrige klubaktiviteter

Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen.

§ 3 Medlemskab

3.1 Foreningen er åben for alle, som aktivt tilslutter sig klubbens formål. 

3.2 Foreningen består af aktive medlemmer, og indmeldelse skal ske online via klubbens hjemmeside www.watersportforeningen.dk. Foreningen registerer navn, adresse, fødselsdato, telefon og e-mail.

3.3 Medlemskab af Watersport Lyngby-Taarbæk forudsætter betaling af kontingent. Beløbet fastsættes af generalforsamlingen, jvf. § 6. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

3.4 Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med en måneds varsel til udgangen af kalenderåret. Allerede indbetalt kontingent kan ikke kræves tilbagebetalt samt forfaldent kontingent til betaling eftergives ikke. 

3.5 Medlemmer skal forvente yderligere udgifter til idrætsdeltagelsen, dette vil afhænge af medlemmets deltagelse i træningssamlinger, kurser og ture. Udgifter for disse arrangementer vil blive fremlagt af trænere og/eller bestyrelsen så tidligt som muligt før arrangementets gennemførelse.

3.6 Kontingent tilbagebetales ikke i tilfælde af, at foreningens aktiviteter bliver midlertidigt stoppet som følge af begivenheder uden for foreningens kontrol. Det samme gælder for aktiviteter, hvor der er foretaget særskilt betaling udover kontigent. Et eksempel på begivenheder uden for foreningens kontrol er fx restriktioner indført af myndighederne som følge af corona.

§ 4 Bestyrelsen

4.1 Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse, som består af 5 personer. 

4.2 Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Formanden og et menigt bestyrelsesmedlem er på valg i lige år, mens kassereren og to menige bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.

4.3 Generalforsamlingen vælger hvert år to bestyrelsessuppleanter, som kan indtræde i bestyrelsen, hvis en eller flere falder fra i utide.

4.4 Både bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan genvælges.

4.5 På første bestyrelsesmøde efter en generalforsamling konstituerer bestyrelsen selv sine funktioner og arbejdsopgaver.

4.6 Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

4.7 Der laves et beslutningsreferat af alle bestyrelsens møder. Referaterne gemmes på foreningen Google Drev, og skal til enhver tid kunne genfindes. 

§ 5 Tegningsret

5.1 Foreningen tegnes af formanden med to andre medlemmer. Kassereren kan dog foretage udbetalinger alene, hvis disse er under f.eks. 5.000 kr. 

 

5.2 Optagelse af lån samt køb og salg af fast ejendom skal dog godkendes af generalforsamlingen.

5.3 Bestyrelsen kan godkende at formand og kasserer hver for sig kan råde over dankort og netbank til foreningens bankkonto.

§ 6 Restance

6.1 Ved for sen betaling af kontingent fremsendes rykkerskrivelse. Såfremt kontingentet ikke betales herefter, skal medlemmet skriftligt meddeles at det er slettet af foreningens medlemsliste

6.2 Ny optagelse kan kun ske mod betaling af gælden.

§ 7 Udelukkelse og eksklusion

7.1 Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter.

7.2 Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

7.3 En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

§ 8 Ordinær generalforsamling

8.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned.

8.2 Generalforsamlingens dirigent må ikke være medlem af bestyrelsen.

8.3 Alle foreningens medlemmer, der er fyldt 18 år og ikke skylder kontingent, har adgang til og stemmeret på generalforsamlingen. Medlemmer under 18 år kan overdrage stemmeretten til en forælder eller værge. Derudover må bestyrelsen invitere relevante gæster, som dog ikke har stemmeret på generalforsamlingen.

8.4 Generalforsamlingen indkaldes via e-mail med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden samt foreningens reviderede regnskab.

8.5 Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være indsendt via e-mail til bestyrelsen senest 2 uger inden generalforsamlingen. 

8.6 Den endelige dagsorden inkl. alle indkomne forslag tilsendes alle medlemmer senest 5 dage før generalforsamlingen og skal indeholde mindst følgende punkter:

§ 9 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter (alt efter hvilke bestyrelsesposter der på valg det pågældende år):

1. Valg af dirigent og referent.

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.

4. Fastsættelse af kontingent.

5. Forelæggelse af bestyrelsen budgetforslag for det kommende år til godkendelse.

6. Behandling af indkomne forslag.

7. Valg til bestyrelsen og bestyrelsessuppleant

8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

9. Eventuelt

§ 10 Generalforsamlingens ledelse m.v.

10.1 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal

10.2 Generalforsamlingen vælger sin dirigent.

10.3 Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret majoritet – jf. § 17 og § 18. 

10.4 Samtlige medlemmer, som ikke skylder kontingent og som er fyldt 18 år, er valgbare til bestyrelsen. Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til den foreslåede post.

10.5 Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til foreslåede post.

10.6 Afstemning skal, såfremt 5 medlemmer forlanger det, foretages skriftligt.

10.7 Der laves et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referater sendes senest 8 dage efter generalforsamlingen til foreningens medlemmer via e-mail.

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling

11.1 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.

11.2 Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel og afholdes senest en måned efter ønsket er fremsat.

11.3 På en ekstraordinær generalforsamling kan kun den eller de sager, der er bekendtgjort ved indkaldelsen, behandles.

11.4 For så vidt angår mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling - jf. §9.

§ 12 Regnskab

12.1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

12.2 Bestyrelsen skal inden udgangen af februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren, som skal gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Regnskabet – med revisorens påtegning og underskrift – udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den årlige ordinære generalforsamling.

12.3 Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisors påtegning og underskrift.

12.4 Foreningens hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§ 13 Revision

13.1 På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant – jf. § 9.

13.2 Revision finder sted én gang årligt hurtigst muligt efter regnskabsårets afslutning. Revisoren har dog til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 14 Vedtægtsændringer

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget. Ændringerne træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.

§ 15 Foreningens opløsning

15.1 Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede. Der kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer for at forslaget kan vedtages.

15.2 Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtigt, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

15.3 På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelser om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre. Beslutningen herom træffes ved simpelt stemmeflertal.

15.4 I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes i overensstemmelse med §2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål i foreningens hjemstedskommune.

Dato: 27.01.2022